| DUFTENS
HISTORIE:
I den primitive tidsalder (før
historisk tid) var lugtesansen hos mennesket mere
udviklet end i dag. Sanserne var et redskab og
eksistensen var overvejende baseret på ”at
vejre” fare og føde.
Apropo lugtesans.... I gamle sagn hos grækerne hører
man om graierne og gorgonerne, der kun havde eet øje til
fælles brug, og om kykloperne, der hver havde et øje i
panden. ”Jeg lugter menneskekød” er en replik,
man kender fra de grusomme kæmper.
Duftene blev
tidligere betragtet som tingenes sjæl. Derfor
var den duftende natur besjælet. Naturånderne
og guderne var forbundet med vellugtende dufte.
Man ofrede vellugtende stoffer til guderne som et
religiøst ritual. Dæmonerne var de onde ånder.
De var forbundet med afskyelige dufte. Derfor
røg medicinmanden sygdoms dæmoner bort med
ildelugtende
røg. |
 |
I oldtidens Ægypten brugte man
dette princip. Man har fundet medicinske forskrifter på
papyrus. Eks: ”Som behandling for nedsunken
livmoder, at beryge kønsorganet med en ond lugt, så
livmoderen kan trække sig tilbage”.
Man har fundet gamle kileskrift tavler fra Mesopotamien
og papyrus tekster fra oldtidens Ægypten, der handler om
duftenes betydning fra den tid. Planter og deres dufte
blev brugt til religiøse ritualer, som medicin og
helbredelse, til balsamering / konservering af mennesker
og fødevarer, til almen hudpleje, kosmetisk og til at
ophøje de sensuelle, æstestiske følelser.
Kvindelige
musikere med salvekegler på hovedet...
|
Læg mærke
til de ægyptiske papyrusbilleder med kvinder
(ofte danserinder eller musikere), der har små
salvekegler på hovedet. Disse salvekegler
smeltede langsomt i varmen, og salven, der var
parfumeret, flød ud i kvindernes hår (eller
paryk - man havde dengang også paryk som et
forskønnende middel). Således blev de selv og
omgivelserne indhyllet i skønne dufte! |
Der var et stort behov for planter
og deres duftstoffer. Aromatiske træsorter, duftende
harpikser og balsamer var højt betalte varer i de
ældste tider i Mellemøsten. Fra først af blev handelen
mellem bysamfundene varetaget af omvandrende nomader, der
havde brug for landbrugsprodukter. Men allerede tidligt
opstod der i byerne en egentlig købmand, der
financierede karavanerejser til fjerne egne for at bytte
sig til de eftertragtede varer.
Udgifterne og risikoen med karavanetransport og handel
var store. (Tænk på Ali Baba & de 40 røvere...)
Så det var ikke den jævne mand, der var køber af de
hjembragte produkter. Det var templer, fyrster og
stormænd, der købte.
Indien, Ceylon, Persien, Sydarabien, Æthiopien,
Lille-Asien og Cypern var de vigtigste leverandører af
drogerne. Libanons bjergskråninger var også vigtige i
handelen pga deres cedertræskviste.
Den
dyreste parfume i verden sælges i håndlavede
flaconer
i ædelsten & guld. Fra Oman.
|
Arkæologisk
forskning har afsløret at der omkring 5000 år.
f.Kr. var en stor stabelplads på øen Bahrein i
den persiske havbugt, hvor karavanerne kunne
hente varer, der ad søvejen var blevet bragt
frem fra så fjerne egne som Punjab -
femflodslandet i det nordvestlige Indien, hvor
der i den tid eksisterede højtudviklede
bysamfund.
I Indiens og Ceylons skove vokser det træ, hvis
bark giver den højtskattede kanel. Dette
duftstof nævnes ofte i de gamle tekster sammen
med sandel, kamfer og paradistræet. |
Fra Yemen og Oman bragte karavanerne
røgelsesstoffer, harpiks og balsam. Yemens højland var
engang sædet for en rig landbrugskultur, der var baseret
på kunstig vanding af markerne.
Myrrha og virak var de store eksportartikler i oldtidens
arabien. Når man tænker på, at disse stoffer var de
vigtigste ingredienser ved røgofrene i datidens templer,
kan man forestille sig, hvilke rigdomme der flød ind i
landet. Samtidigt producerede man også guld! Det blev
vasket ud i de udtørrede flodlejer (wadierne). Det er
derfor ikke mærkeligt at oldtidens forfattere taler om
”Det lykkelige Arabien”. Det må være herfra,
at de tre hellige konger drog ud for at bringe guld,
myrrha og virak, da Jesus blev født.
Ægypterne tillod ikke fremmede købmænd, at komme ind i
landet. De blev henvist til at faldbyde deres varer på
markedspladserne ved garnisons-byerne, der lå ved
grænserne. På øen Elefantine i Nilen ved Ægyptens
sydlige grænse bragte nubiske negre elfenben og guld til
markedet og i det østlige deltas egne faldbød semitiske
karavaner harpikser og ædelstene.
Ægypterne selv sendte sjældent karavaner til fremmede
lande. Det, man hører om, er skibe, der blev sendt til
Libanon efter tømmer. Ægypterne betalte deres enorme
forbrug af duftstoffer med guld fra miner i den nubiske
ørken.
Ægypterne forestillede sig at guderne udstrålede den
største vellugt. De kaldte derfor landet hvor
røgelsesstofferne kom fra for Gudelandet.
Omkring 1500 år f. Kr. blev Hatshepsut (kvinde) farao.
Hun blev senere drevet fra tronen af sin bror Thutmose,
der bl.a. forfulgte hendes navn ved at lade det udslette
på alle indskrifter. Hatshepsut nåede at bygge et
prægtigt tempel, der lå nær Theben. På væggene lod
hun indhugge en beretning om en begivenhed, som hun havde
iværksat. Hun havde udrustet en ekspedition til
Gudelandet, og på tempelterasserne havde hun plantet
vækster, der var hentet hjem af hendes folk.
(Forskere mener, at Gudelandet lå i det abessinske
bjergland.)
Planternes duft er de såkaldte
æteriske olier, som er let fordampelige. Balsamer er
harpiks med så stort indhold af olier, at de har en
tyktflydende konsistens.
Blomsternes duft er vanskeligst at bevare. De meget små
mængder af æteriske olier, der frembringes i den
enkelte blomst, er ikke opløst i andre stoffer og
fordamper derfor let i solvarmen. Ved opvarmning bliver
de æteriske olier endnu flygtigere. Dette udnyttede man
i oldtiden, når man kastede dem på flammerne i særlige
røgelseskar eller på bålet i røgalteret.
Fra denne brug af duftdrogerne stammer den latinske
betegnelse ”perfumere” og den franske
”par-fume”, der ganske enkelt betyder
”gennem røg - at ryge stærkt (ose)”.
til menu
|
